Spis lokale råvarer
I de danske supermarkeder er der året rundt adgang til et bredt udvalg af frugt og grønt. Men eftersom frugt og grønt er sæsonbetonet, så er det langtfra altid danske grøntsager og frugt, som ligger på hylderne. Meget frugt og grønt importeres fra andre lande, og hver gang der skal køres eller flyves tomater, appelsiner, bananer eller avocadoer til Danmark, så forurener disse transportmidler miljøet.
Så hvis du gerne vil skåne miljøet, bør du spise lokale råvarer. Det gælder bl.a. frugt og grøntsager, og så skal du også vænne dig til at spise sæsonens råvarer. Danske gulerødder kan fx fås året rundt, imens danske tomater fås fra marts til november. Friske danske jordbær fås i juni og juli, og her kan du også få danske ærter. Hos Forbrugerrådets blad Tænk finder du en komplet liste over danske sæsonvarer. Her finder du også en forbrugerguide til lokale danske råvarer, som du kan købe i de forskellige gårdbutikker rundt omkring i Danmark.
Bor du selv på landet eller har du et parcelhus, har du mulighed for selv at dyrke grøntsager og frugt uden sprøjtemidler, som du kan lave lækre retter ud af. Det er desuden en hyggelig beskætigelse at gå og arbejde med jorden og passe og pleje de forskellige grøntsager og frugter, indtil de er klar til at blive spist. Mange hygger sig med at gå i haven i fritiden. Byboere kan fx gå sammen i fødevarefællesskaber, hvor de sammen indkøber økologiske grøntsager og frugter fra en økologisk producent. Der er med andre ord mange muligheder for at spise lokale råvarer, og når du gør det, så gavner det miljøet og din egen sundhed, og du støtter også danske, økologiske landbrug.